Spejderne i kgs. enghave og sydhavnen

Valbyparkspejderne har været på deres første sommerlejr i det fineste sommervejr.

Printer venlig version

Valbyparkspejderne fra Det Danske Spejderkorps har været på sommerlejr fra 8.-11. juli ved Kobæk Strand i Skælskør, hvor spejderne boede i telt og lavede mad over bål.


Sommerlejren var fyldt af masser af spændende aktiviteter som spejderlejre skal indeholde. Der blev afholdt Mini-olympiade, hvor spejderne dystede i sjove discipliner som spydkast med sugerør, spise æble i balje med vand med hænderne på ryggen, diskoskast med paptallerken og hurtigløb med æg på ske.


Spejderne var også på vandretur, som udløste et fint 5 km. mærke til at sy på uniformen. Så på trods af varmen klarede alle turen fint uden vabler og solstik. Vi gik bl.a. igennem frugtplantagen, som leverer bær til ”Den gamle marmeladefabrik”, som vi kender fra hylderne i supermarkedet.


En sejltur med bådfarten Skelskør V. ud gennem Skælskør fjord var rart med det dejlige sommervejr, og selvfølgelig også tid til et par strandture som blev nydt i fulde drag.


Et anderledes men sjovt indslag på sommerlejren var ”omvendt dag”. Spejderne havde tøjet omvendt på, gik baglæns og ikke nok med det, de startede også dagen med aftensmad om morgenen og morgenmad om aftenen! Det var hjemmelavede burgere, der blev tilberedt over bålet, og det var lidt sjovt at spiser burgere kl. 09.00 om morgen.


Sommerlejren har været fyldt med nye indtryk for både spejder og lederne, som alle er klar på at drage på nye spejdereventyr i fremtiden. Og på ægte spejdermaner blev lejren afsluttet med sange og underholdning rundt om lejrbålet. Så alle var godt trætte og mætte af alle de gode oplevelser, da de kom hjem dagen efter.


Valbyparkspejderne holder sommerferie indtil onsdag den 11. august, hvor nye som gamle spejdere er velkommen fra 6 år og op efter.


Lørdag 28. august inviterer vi til åbent hus i spejderhytterne på Hammelstrupvej 37. Her vil der hele eftermiddagen være sjove og udfordrende spejderaktiviteter.


Kom og vær med – man får oplevelser for livet.
nid%3D401%7Ctitle%3Dpause%7Cdesc%3D%7Clink%3Dnone